Som flygtning, der er ankommet til Danmark, har du mulighed for at søge om asyl, der giver mulighed for ophold i Danmark i indtil 5 år.
Asyl i Danmark gives til personer, der vurderes ikke at skulle vende hjem til sit oprindelsesland af hensyn til forfølgelse pga. race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe, pga. politiske anskuelser, risiko for dødsstraf, risiko for at blive underkastet tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Behandlingen af en asylansøgers sag
En asylansøgers sag starter ved, at vedkommende retter personlig henvendelse til en af landets politistationer (eller på modtagecenter Sandholm), der herefter foretager registrering af ansøgeren i form af identitetsoplysninger, foto samt fingeraftryk.
Asylansøgeren indkvarteres herefter i et af landets asylcentre, hvor ansøger er bosiddende mens ansøgningen om asyl behandles af Udlændingestyrelsen.
Politiet oversender registreringen sammen med øvrig information, der måtte blive modtaget som eksempelvis rejserute mv., til Udlændingestyrelsen, der forestår sagsbehandlingen.
Såfremt der ikke foreligger et egentlig ansøgningsskema, vil der sammen med registreringen hos politiet blive indkaldt til et møde, hvor skemaet skal udfyldes, ligesom ansøgeren indkaldes til møde med Udlændingestyrelsen. Formålet med sidstnævnte møde er at få fastlagt ansøgerens reelle identitet, rejserute samt motivet for asylansøgningen, og ansøgeren blive bedt om at gøre rede herfor.
Udlændingestyrelsen
Udlændingestyrelsen tager efterfølgende stilling til, hvilken kategori af sagsbehandling som ansøgningen skal undergives. Man udvælger de sager, som anses for åbenlyst grundløse, der behandles efter en særlig fremgangsmåde med inddragelse af bl.a. Dansk Flygtningehjælp. De øvrige sager behandles efter Udlændingestyrelsens normale procedure.
Under normalproceduren vil der muligvis skulle afholdes en supplerende samtale med ansøgeren, ligesom sagsbehandleren inddrager relevante baggrundsinformationer om eksempelvis den politiske situation i ansøgerens hjemland.
Sagsbehandlingen afsluttes ved en konkret og sagligt begrundet afgørelse af ansøgningen, der enten giver asyl eller afslag på samme.
Afslag?
Får du afslag på en asylansøgning behandlet efter normalproceduren, bliver afslaget automatisk påklaget til flygtningenævnet. I den forbindelse har du som ansøger krav på at få en advokat beskikket til at bistå dig under nævnets behandling. Nævnets afgørelser er endelige og kan derfor ikke indbringes for yderligere danske retsinstanser, herunder de civile domstole.