Hvad betyder begreberne?

Det kan være svært at holde styr på alle de ord og begreber, man støder på ved handel af fast ejendom. Vi har lavet en liste over nogle af dem, der oftest giver anledning til spørgsmål

 

Hvad betyder energimærkning?

En energimærkning er lovpligtigt ved salg af bolig. Den udfærdiges af en energikonsulent, og indeholder oplysninger om energiforbruget (varme, el, vand) i ejendommen. Derudover fremsættes forslag til energibesparende foranstaltninger, og råd om reduktion af energiforbruget.

Hvad er en BBR-ejermeddelse?

Dette er et landsdækkende register med data om bygninger/boliger, som føres i den enkelte kommune. Den indeholder oplysninger om bl.a. areal, beliggenhed, anvendelse, installationer, vand- og afløbsforhold, køkkenforhold, ydervæg- og tagdækningsforhold.

Den skal afspejle de faktiske forhold, det vil sige også de forhold, der evt. ikke er lovlige. Det er den enkelte boligejer, der har pligt til at sørge for, at oplysningerne er korrekte, og er et meget vigtigt dokument ved køb af bolig.

Hvad er et servitut?

Det er en bestemmelse, der i en eller anden form, begrænser brugen af en ejendom eller grund. Det kaldes ofte en deklaration

Det kan betyde, at man som ejer må acceptere, at der er vej-ret for at andre over ens grund, eller at ens hegn ikke må være over en vis højde, eller at der skal ligge en kommunal kloakledning over grund. det er den enkelte ejer, der kan pålægge ejendommen en servitut.